Gratis Rejsedagbog

 

 
filippinerne2017 » Beretninger » Porcelænshud.

Porcelænshud.

Alt er godt. Ja, alt er helt fantastisk faktisk. Det er varmt, skolen skinner og vi har skønne mennekser omkring os hele tiden. Vi bor i det store hus, så her er rum og plads til alle. 
Vi har fået tidligt fri i dag. Vi har kun været til informationsmøde på vores kommende praktikplads, så resten af dagen kan man bruge, som man har lyst til. Nogle ligger ved poolen, nogle er kørt op i bjergene og nogle er stadig på arbejde og har taget børnene med til standen. Jeg er hjemme. Kun lyden af gulvfanen og naboernes larm holder mig med selskab. Alt burde være helt fantastisk. Det er det egentlig også, og så alligevel ikke. Det er tredje dag min hud i ansigtet slår ud og det er allerede anden gang mens jeg er afsted. Anden gang på binyrebarkhormon inden for 14 dage. Jeg vidste at det ville ske og det er sket mange gange før, men det er stadig ikke nemt. Det bliver ikke nemmere, jeg lader bare som om. Det er grunden til jeg aldrig rigtig har rejst. Jeg tør ikke være andre steder end hjemme i min seng, de obligatoriske 2-3 dage eller mere, det står på. Der er sikkert. Der er koldt og der er ikke nogen der kan se mig. Jeg har ikke lyst til at vise den side af mig selv, for jeg har ikke selv lyst til at se den. Det er ikke kun eksem, et ansigt der rødt og ømt og hævet og grimt, det er som om det ikke er mig. Jeg har ikke lyst til at implementere den del i mig, som er trist og inaktiv og usikker. Jeg er træt hele tiden, fordi jeg bruger så mange krafter på bare at være blandt andre og det gør ondt i varmen. Jeg kan ikke gemme mig her. 
Da jeg var i Brasilien skete det samme. Min hud reagere på sol, varme, stress, parfume og støv. Og i udlandet møder jeg det hele. En dag snakkede med en af de andre piger på turen, som fortalte at hendes søster havde den samme sarte finde hvide hud som mig - porcelænshud kaldte hun det. Porcelænshud er et godt ord. Det er som om, at det pludselig bliver legetimt, at være sart og skrøbelig. Det er jo stadig mig og min hud hele tiden, uanset om jeg har eksem eller ej. Og nu er jeg her. Jeg er her for at overbevise mig selv om, at det er okay. Jeg har ikke ondt af mig selv, men jeg har ondt. Ondt uden på og ondt inden i, når jeg ser mig i spejlet og ikke kan genkende mig selv. Jeg er her nu, lige her og håber at et halvt år med lærerige oplevelser, kan være med til at implementere alle sider af mig selv og arbejde på at blive den bedste version af mig. Måske kan du høre violinerne spille mens du læser, men jeg er ligeglad. Det vigtigste for mig, er at udvikle sig selv og gøre hvad man har lyst til og derfor er jeg her. 

Beretnings info